Armação de Pêra |
Armação de Pêra er en smuk, lang sandstrækning, der strækker sig over mere end 6 km og er indrammet af de gyldne kalkstensklipper, der danner en naturlig baggrund for mange af strandene på Algarves vestside. Armação de Pêra blev oprindeligt brugt af lokale fiskere fra den nærliggende landsby Pêra til at forberedelsen af fiskeriet (armação). Men i dag er det en af Algarves mest populære strande og et moderne resort, der byder på et væld af underholdningsmuligheder og faciliteter. Armação de Pêra har masser at byde på. Ud over kilometer efter kilometer med fint, gyldent sand og roligt, varmt vand, har man promenaden langs stranden, som er fuld af barer, restauranter og haver, hvor man kan få en velkommen pause fra sol og hav. Maleriske fiskerbåde og fiskerhytter pryder den ene ende af stranden, der markerer begyndelsen på marsklandet, der ligger ved mundingen af Ribeira de Alcantarilha og sørger for et sikkert sted for de utallige trækfugle, som besøger Algarve hvert år. Nogle af disse både lejes ud til fiskerture rundt omkring skjulte bugter og grotter, som bryder vandkanten, og disse steder er ofte ideelle til snorkling og dykning. Af andre vandsportsaktiviteter er der windsurfing, sportsdykning, fiskeri og leje af vandcykler. Havnefronten summer af liv og feriestemning. Barer, natklubber og restauranter er der mange af, og de byder både på det lokale og det internationale køkken. Man kan spise de mere lokale retter i de restauranter, som ligger i de smalle, brostensbelagte gader i den gamle del af byen, hvor fisken, som altid i Algarve, er stjerneattraktionen. Grillede sardiner og hestemakrel eller fiskernes Tante Chicas gryderet, der også består af sardiner og hestemakrel kogt i lime, ligger højt på listen, efterfulgt af søde "morgados" eller ægbaserede "lesmas". Til at slutte det hele af med er der intet bedre end et glas af Algarves egen likør, medronho, som er produceret af jordbærtræets frugt. Der er masser af butikker i Armação de Pêra, som sælger en lang række varer og det lokale kunsthåndværk, bl.a. keramik, broderet linned og smykker. Der ligger flere indkøbscentre i nærheden af Portimão og Albufeira, og hvis man planlægger en tur inde i landet, er den historiske by Silves det perfekte sted at købe traditionelt kunsthåndværk som kniplinger, kurveflettede varer, Algarve-huse i miniature og farverige patchworktæpper og -puder. Landskabet omkring Armação de Pêra er så smukt, at det absolut er et besøg værd. Når man forlader kysten og begiver sig ind i landet, åbner landskabet sig i en masse farvestrålende granatæbleplantager og appelsinlunde blandet med mandler, figner og johannesbrødstræer. Ind imellem ligger de charmerende hvidkalkede Algarve-huse med deres arabiske skorstene og blåkantede vinduer. Når man bevæger sig højere op i bjergene i Serra de Monchique, kan man i ly af jordbærtræer og korkeg se rovfugle, bl.a. spurvehøge, falke og ørne. Den historiske by Silves, Algarves hovedstad fra det 11. århundrede, ligger på en af bjergryggene med udsigt over floden Arade og kan nås med båd fra det nærliggende Portimão. På trods af ødelæggelserne fra jordskælvet i 1755, ser man interessante monumenter, som giver et billede af områdets historie. Fra toppen af den imponerende borg har man en flot udsigt over landskabet, og talrige udgravninger har afsløret relikvier fra jernalderen, som kan beundres på det arkæologiske museum. På flodbredden er der en række restauranter, mulighed for at beundre den romerske bro og den renoverede Fábrica do Inglês (Englænderens fabrik), som er en gammel korkfabrik, der er blevet omdannet til et raffineret fritids- og udstillingscenter. Museet har vundet en pris for det bedste industrielle museum i Europa. Golfspillere kan vælge mellem en række golfbaner. Den nærmeste er Herdade dos Salgados Golf bag den tilstødende Praia Grande. Dengang da det kun var fiskerne, som kom på Armação de Pêras sandstrande, er histore. Men på trods af tilstrømningen af besøgende og stedets stigende popularitet som ferierejsemål, arbejder fiskerne stadig som de plejer og betragter området som deres eget. |